HORACE McCOY

Det læser jeg

God gammel noir med bid

 

Jeg er en kræsen læser, en utro læser, der oftest hellere vil læse noget nyt end have mere af det samme. Jeg vil overraskes. Når jeg endelig vender tilbage til en bestemt forfatter, har vedkommende vist mig noget, der har givet mig en følelse af, at denne forfatter har flere overraskelser i posen, at jeg har det bedste til gode endnu. Jeg er nemlig også en meget nysgerrig læser, der læser næsten alle genrer og alle typer bøger. For mig skal bøger gøre min verden større. Det kan ske på mange måder. Gentagelse er ikke en af dem. Jeg læser meget sjældent serier.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien

HORACE McCOY

Da jeg begyndte at læse e-bøger, åbnede der sig en helt ny verden af bøger sig for mig. Nye som gamle. Ja, okay, skal jeg være ærlig, så flest gamle. Aktualitet er måske den kvalitet ved bøger, som interesserer mig mindst. Og som e-bog lugter en gammel bog ikke af alle de tidligere mennesker, der har læst den. Den er altid frisk og ny.

Desuden elsker jeg ordknap og præcis prosa - og det er måske ikke lige det, der er mest af blandt nyere litteratur. Især ikke genrelitteratur.

Hvordan det end er, så er en iøjnefaldende stor del af de forfattere, jeg bliver ved med at vende tilbage til, døde i dag. Nogle af dem for meget længe siden. En af dem er Horace McCoy.

Han skrev sine bedste bøger i 1930erne, og det er noget af fedeste noir, jeg har læst. Det er oftest fri af krimigenrens skabeloner, det er ikke noget med serier, men en slidt Hollywood-screenwriter og pulp-forfatters forsøg på at skrive noget ægte.

Det er hårdt, dyster, nådesløst og samfundskritisk. Her er ingen hyldest til den amerikanske drøm eller til succesrige menneskers ædle og hårde arbejde. Tonen er træt af at leve og bange for at dø-agtig. Men med et hjerte, der skinner igennem hist og pist, for dette er triste menneskeskæbne, der udnyttes, plages og drives i uføre af deres eget forsøg på at gøre i det mindste noget.

Men fuck, hvor kunne han skrive.

They Shoot Horses, Don't They? regnes vist for hans mesterværk, men jeg synes bedre om I Should Have Stayed Home, No Pockets in a Shroud og Kiss Tomorrow Goodbye.

Her kan du læse om andre forfattere, som jeg holder af at læse