TILBAGEBLIK

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

Tankerne bag min mest sadistiske horrorroman

 

Ingen bøger er ens. Alle har deres historie. Og alle lever de deres eget liv efter forfatteren har sluppet dem, og bogen er udkommet. I serien TILBAGEBLIK fortæller jeg lidt om, hvordan bøgerne blev til, hvorfor jeg skrev dem, og hvordan jeg selv opfatter dem i dag.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien

Tilbageblik på 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod'

 

Den sidste bog på den gamle iMac og i mit kære arbejdsværelse

Jeg skrev 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' i løbet af sommeren 2010, her på Frederiksberg. På mange måder opfattede jeg arbejdet som afslutningen på en epoke i mit liv, mens jeg skrev bogen. Min yngste søn var ved at blive så gammel, at han skulle have sit eget værelse, og der var ikke andre værelser at give ham end mit arbejdsværelse.

'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' blev også den sidste bog, jeg kom til at skrive på den gamle iMac — der var simpelthen ikke plads til den, da jeg rykkede mit skrivebord ind i en krog i soveværelset. En tid var slut. Jeg havde siddet på på det arbejdsværelse, foran den gamle iMac og skrevet ti romaner, plus det løse. Nu var det slut.

Det er underligt at tænke tilbage på i dag, for her seks år senere, hvor jeg skriver disse ord, ser jeg ikke 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' som afslutningen på noget, snarere som begyndelsen på en ny tid, en ny epoke i mit forfatterskab, tiden efter 'Plantagen', hvor mine historier i højere grad end tidligere spillede op imod ting, der sker i verden omkring os.

 

 

'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' havde rumsteret i mig et par år inden da

Et par år før var jeg kommet i kontakt med filmforsker og forfatter Rikke Schubart, da vi begge skrev hyldestnoveller til samlingen 'Poe'. Rikke Schubart fortalte begejstret om torture-porn sub-genren, som ligger et eller andet sted i krydsfeltet mellem horror og thriller. Intet overnaturligt, men modbydeligt meget tortur, en sub-genre, jeg ikke havde nogen form for begejstring for selv. Jeg havde bevidst undgået 'Saw'- og 'Hustel'-filmene. Jeg opfattede genren som en omgang, hvem kan mon tåle at se de mest modbydelige tortur-scener og ikke så meget andet.

Rikke Schubart forklarede mig, hvordan genren nærmest var feministisk, på trods af hvad man end gik og troede, for i torture-porn er kvinderne stærke. Deres kærester, som før i tiden ville være sprunget til for at redde dem, når kvinderne hjælpeløst skreg rædslen ud, de kærester var ikke meget bevendt længere. Kæresten ender gerne som det første offer, og så må kvinderne ellers tage sagerne i egne hænder.

Det rimede jo sådan set meget godt med min egen måde at skrive horror på. Allerede i debutromanen 'Kat' havde jeg valgt et par handlekraftige kvinder til hovedrollerne, et bevidst opgør med tidligere tiders hjælpeløse screamers.

De første idéer til det, der endte med at blive til 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' et par år senere, dukkede op i hovedet på mig allerede samme aften som Rikke Schubart fortalte mig om genren. Idéen bed sig fast, selvom jeg faktisk stadig ikke troede, jeg nogensinde ville skrive den.

Når jeg så alligevel kom til det, skyldes det mest af alt, at det var et helvedes slid at skrive de tre bind i 'Plantagen'. Det var en tid, hvor jeg ikke tjente en skid, hvor modet svigtede, og jeg havde svært ved at se vejen frem. Da jeg havde klargjort sidste roman i 'Plantagen', og egentlig skulle til at skrive den, pressede 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' så meget på, at jeg også klargjorde den, inden jeg skrev 'Plantagen 3', og så fortsatte jeg simpelthen direkte fra sidste side i 'Plantagen' til 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod'.

Der var en befriende fandenivoldskhed over at skrive 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod', en litterær trodsighed, for det var ikke bare en fucking torture-porn roman, det var en Steen Langstrup i overdrive, ultraminimalistisk whodunnit, fortælleteknisk spil med kronologien, grafisk leg med udtrykket, hjertevarm skildring af unge kvinder i udkantsdanmark — og så, ja, noget af det grusommeste og mest sadistiske vold, jeg har skrevet.

Jeg trykte bogen i et ganske lille oplag, for jeg regnede ærlig talt ikke med, at verden var klar til den. Der tog jeg så fejl. Dansk Horror Selskab kårede den til Årets Danske Horror Udgivelse 2011, og nu er der en filmatisering på vej.

 


En tankstation, ude ved hovedvejen

Location spiller en meget stor rolle i Horror-historier. Det er derfor mange af dem er opkaldt efter stedet, de foregår. Jeg havde altid syntes, der var noget creepy ved afsidesliggende tankstationer om natten. En lysende oase i mørket. Alle ude i mørket kan se dig inde på tanken, men du kan ikke se meget uden for de oplyste områder. To kvinder alene en aften, hvor der virkelig ikke kommer mange gæster … Sådan et sted er jo oplagt til et godt gys.

 


Hovedpersonerne

Agnes er bogens vigtigste hovedperson. Det er hende, vi følger mest. Hun er midt i tyverne og læser antropologi på universitetet. Jobbet på tanken er et studiejob for hende. Hun er typen, der søger mod storbyen, så snart hun får chancen. Hun er en tænksom, intelligent ung kvinde. Hun er moralsk og ansvarsfuld. Hun mener det godt. Hendes kæreste er en ung læge, der behandler hende godt. Men Agnes finder i løbet af denne nats rædsler nye mere dyriske sider af sig selv. For dette er ikke en historie, man overlever ved at snakke om tingene.

I filmatiseringen af bogen spilles Agnes af Anne Bergfeld.

 

Belinda som passer tanken sammen med Agnes den aften, historien udspiller sig, synes så på den anden side, at Agnes er kedelig og irriterende. Belinda er et par år yngre end Agnes. Hun laver ikke andet end at arbejde på tanken og hænge ud med vennerne og kæresten, der måske ikke er medlem af mensa, men der sker noget i hans nærhed. Belinda er ikke en kvinde, der tænker særlig langt, eller tager det store ansvar, men det bliver hun nødt til at lære i løbet af denne nat.


Karin Michelsen spiller Belinda i filmatiseringen af bogen.

 

 

Monsteret

Klovnen. Som alle horrorhistorier er monsteret eller det onde, det historien kredser om. Klovne er gerne gode monstre, fordi de er forvrængede og i deres natur bryder med de udskrevne normer, vi lever efter. Dette gør os utrygge ved dem. Man ved aldrig, hvad de kan finde på. En klovn i en torturkælder, der optræder, som om det hele er et show, er den slags mareridt gøres af. Ham her er iført hvide blodtilsølede klæder, som dem industrislagtere har på, en paryk, der består af et hav af knaldgrønne krøller, og endelig en maske, der skjuler hans ansigt, så kun de vanvittige øjne er synlige. Masken skjuler også hans identitet, hvilket gjorde det muligt for mig, at lade ham komme på banen i kronologisk brydende krydsklip til rædslerne i kælderen, uden at ødelægge whodunnit-delen af historien.


Jeg må på nuværende tidspunkt ikke røbe, hvem der spiller klovnen i filmen.

 


Soundtrack

Jeg har lidt mit eget soundtrack i hovedet til mange af mine bøger. Det er som en stemning, jeg fyldes af, når jeg tænker på universet i bøgerne. Det behøver ikke være musik, der findes i virkeligheden. Det er mere en stemning for mig. Når det gælder 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod', så ville det måske lyde lidt som hvis Marilyn Manson indspillede Talking Head's 'Psycho Killer' i en langsom, snigende udgave med noget forvrænget cirkus-musik i baggrunden. Og det er så måske kun noget, jeg selv kan forestille mig, hvordan ville lyde.

 

Tanker, når jeg ser tilbage på bogen

'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' blev skrevet i trodsig vrede som en slags fuckfinger til det hele. Var det blevet min sidste bog, så havde det ikke undret mig særligt, da jeg skrev den - og den blev også fulgt af en længere periode, hvor jeg kun skrev på opfordring. Man skal helt hen til 'Ø' fem år senere, før jeg igen skrev en bog, bare fordi jeg havde lyst.

Bogen er måske ikke blandt de af mine bøger, jeg holder mest af selv, men der er ting i den, jeg synes, jeg slap meget godt fra. Krydsklippene mellem de to handlingsspor og samspillet mellem de to hovedpersoner som det mest iøjnefaldende. Slutningen, som også var tænkt udfra afsættet med at give den fuld gas og springe rammerne for, hvad man kunne og ikke kunne, har jeg det lidt strammere med. Jeg ramte egentligt så nogenlunde, hvor jeg sigtede med den, men alligevel synes jeg selv, at jeg har skrevet mere drilske og firnurlige slutningen end den.

Bøger har deres eget liv. Jeg skriver dem, udgiver dem, og så er de ude i verden på egne ben. Jeg tror ikke på tidens kæphest med markedsføring, måske fordi jeg er rigtig dårlig til det, men jeg tror på kvalitet, og jeg tror på, at bøger har deres eget liv, og gode bøger skal nok finde deres læsere ad egne veje. Man skal bare give dem tid. 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' er et godt eksempel på, at det kan ske. Med en litterærpris for Årets bedste danske horrorudgivelse og en filmatisering er 'Alt det hun ville ønske hun ikke forstod' vokset til at være mere end bare en lille ekstra-roman i forfatterskabet. Hvad der så end har fået det til at ske, så er det ikke markedsføring.

 

 

Her kan du læse TILBAGEBLIK på andre af mine bøger