TILBAGEBLIK

Fluernes hvisken

Tankerne bag mit summende flue-gys

 

Ingen bøger er ens. Alle har deres historie. Og alle lever de deres eget liv efter forfatteren har sluppet dem, og bogen er udkommet. I serien TILBAGEBLIK fortæller jeg lidt om, hvordan bøgerne blev til, hvorfor jeg skrev dem, og hvordan jeg selv opfatter dem i dag.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien

Tilbageblik på 'Fluernes hvisken'

 

På Østerbro, i en mørk stuelejlighed, bag nedrullede gardiner

'Fluernes hvisken' var den eneste roman, jeg skrev fra ende til anden, mens jeg boede på Østerbro. Jeg skrev den i 1998, året efter jeg var blevet gift og flyttet sammen med min kone. Nygift, nu bosat i en 4v på Østerbro, med eget ganske store arbejdsværelse, udråbt til Danmarks største gysertalent i nyere tid, film på vej og huhej hvor det gik. Min årsløn var for første gang i mit liv begyndt at nærme sig 100.000 kroner.

Udadtil må det have lignet et drømmeliv.

Der var bare så pokkers langt fra glasbilledet, eventyret, og så den Steen, der sad og fedtede med manuskriptet til 'Fluernes hvisken'.

Jeg havde problemer med venner og familie. Samarbejdet med forlaget var på sammenbruddets rand, film-eventyret var endt som et mareridt, jeg ville ud af. Jeg ville faktisk bare gerne ud af det hele. Jeg følte mig fanget.

Jeg tror, at var jeg gået til lægen, havde jeg nok fået at vide, at jeg havde en depression. Det gjorde jeg bare ikke. Jeg skrev. På min ældgamle bærbare Hyundai 286'er, som jeg havde skrevet mine sidste tre romaner på. Altså, indtil der pludselig kom røg op af den en dag, hvor jeg var måske et par hundrede sider inde i 'Fluernes hvisken'. Computeren døde, og jeg lærte, hvorfor det er vigtigt at tage back-up. Det eneste, jeg havde, var et print af det meste af teksten.

For at gøre det kort, så måtte jeg have en ny computer. I mangel af en scanner, og back-up, måtte jeg skrive hele historien ind i hånden, eller på tastaturet, selvfølgelig, og bogen endte med at blive færdig og udgivet året efter.

Som den sidste bog på Høst & søns forlag, for det var gået op for mig, at det var på tide at begynde at rydde op i livet.

 

 

Jeg kom til at læse Biblen ...

Inden jeg flyttede til Østerbro, boede jeg i indre by, nær Israels Plads. Jeg havde for vane med at gå ture om natten omkring søerne, og det var på disse gåture, at de idéer, der endte med at blive til 'Fluernes hvisken', boblede rundt i min tågede hjerne. Der var meget langt fra de første idéer til det færdige værk. Jeg havde egentligt tænkt, at den retarderede Birger, fra 'Kat' og 'Dope', skulle have været hovedpersonen, og at 'Fluernes hvisken' skulle have startet med kapitel to fra 'Dope', bare oplevet fra Birgers synsvinkel. Det var helt sikkert blevet noget nørdet rod, men jeg synes stadig, at det er en lidt sjov tanke, at to romaner på den måde kunne dele begyndelse. Den anden fede ting ved Birger som hovedperson i 'Fluernes hvisken' ville have været set-uppet med en retarderet hovedperson, der pludselig ville være menneskehedens eneste håb i kampen mod dæmoner.

En anden ting ved de første idéer var, at det ikke var fluer, der banede vejen for dæmonen, det var kæmpesnegle. Men både Birger, kæmpesneglene og sammenhængen til 'Dope' måtte lade livet, efterhånden som 'Fluernes hvisken' tog form. 'Dope' endte med at foregå om vinteren, og det duer hverken med snegle eller fluer. Birger måtte også ud af historien, da det stod klart for mig, at den kun kunne fortælles med kriminalbetjente i hovedrollerne. Det havde jeg ellers lovet mig selv aldrig at skrive en bog, der havde. Verden mangler IKKE bøger med detektiver, journalister og kriminalbetjente i hovedrollerne. Jeg havde højere ambitioner end det. Men her var der ingen vej udenom.

Kæmpesneglene blev til fluer undervejs. Jeg læste Biblen, fra ende til anden, mens 'Fluernes hvisken' stadig kun var en rodet samling idéer i mit baghoved, og Biblen inspirerede mig på mange måder undervejs. Blandt andet til at skrifte sneglene ud med fluer. Sneglene fandt jeg så anvendelse for mange år senere, da jeg skrev 'Plantagen'.

I slutningen af 90'erne, hvor årtusindeskiftet kom nærmere, var der en bølge af gysere og spændingshistorier, der fandt inspiration i dette. 'Fluernes hvisken' var mit forsøg på det samme. Tal og profetier spiller derfor også en vigtig rolle i 'Fluernes hvisken'.

En anden ting ved 90'erne var de mange seriemorderfilm og -bøger. De nåede et bredere publikum end de overnaturlige gys, da de ikke krævede samme mentale smidighed. De kunne jo ske i virkeligheden, som vi kendte den. Hen mod slutningen af 90'erne, var der flere af dem, der flirtede med bibelske eller andre religiøse eller overtroiske temaer, dog uden at tage skridtet fuldt ud. Den bedste af disse er den geniale 'Se7en'.

Jeg tænkte, at en måtte jo tage det skridt fuldt ud, og det kunne lige så godt være mig.


Den beskidte storby og flueplagen.

Som altid er location en vigtig brik i gyserhistorier. Her er det København, hedebølge og flueår, 1999. Det er et billede af storbyen som beskidt og befolket af menneskeligt afskum, kriminelle og psykisk syge. Det er et deprimerende billede af forfald, had og meningsløshed. En noir storby, men med dybere skygger, og så er der fluerne. Det er flueår, og de er alle vegne, og det bliver ikke bedre i løbet af historien.

'Fluernes hvisken' er ligesom 'Ø' i øvrigt, en horrorhistorie fortalt med krimiens virkemidler. Den beskidte storby er klart en brik lånt fra noir-krimien, ligesom kriminalbetjentene i hovedrollerne. En meget stemningsfuld baggrund for en historie, hvor ondskaben kryber rundt på byens mure.

 


Hovedpersonerne

Henriette Nielsen er bogens vigtigste hovedperson. Hun er kriminalbetjent tilknyttet forsvundne personer, men overflyttes i starten af historien til drabsafdelingen. Hun er en ung, stærk, fightertype. Hun er en moderne kvinde, der vil noget karrieremæssigt, træner sin krop, og i øvrigt er single, efter et forlist forhold, som hun ikke helt er kommet sig over endnu. Hun er en aggressiv betjent, der virkelig tror på, at hun kan gøre en forskel i verden.

I radiodramatiseringen af bogen spilles Henriette af Sidsel Agensø.

 

Egon Kjeldsen er en midaldrende kriminalkommissær, der er blevet kynisk og træt af de mange år i drabsafdelingen. Han lavet skrivebordsarbejde de sidste mange år. Han er en god mand, men han har mistet drømmene og troen på, at han kan gøre en forskel. Livet har mistet mål og mening og er blevet en vane. Han ryger konstant, er i dårlig form og er ofte lidt smågnaven. Egon har været med i et par andre af mine bøger, ganske lidt i 'Kat' og en del mere i 'Plantagen'.


Henning Jensen spiller Egon i radiodramatiseringen af bogen.

 

Fluerne

Ja, jeg kan godt lide at finde gys og monstre i dyreriget. Et eller andet sted, så er vores fantasi begrænset til ting eller forvrængninger af ting, vi kender fra denne jord. Det er herfra vores verden går, og selv guder og dæmoner og aliens er alle formet af ting, vi kender i forvejen. Men ellers så hey, vi lever i en spændende verden, og dyrerigt er befolket med mange skabninger, der krible-krabler eller vil æde os, hvis de kan slippe af sted med det. Naturen er et stort tag-selv-bord for en horrorforfatter. Og uhyggen skabes så også mere af, hvad forfatteren vælger af bruge dyrene til, end hvordan dyrene er i virkeligheden. Fluer er i virkeligheden mere irriterende, end de er farlige eller klamme. Der er ikke mange, der lider af flue-fobi, hvis det overhovedet findes. Og det er måske kernen, ALT kan bruges som et monster, det handler 'bare' om at bruge det rigtigt. Fluerne her gør sådan set ingen fortræd. De er der bare. De summer. De flyver omkring. Der kommer flere og flere af dem. De hvisker. De lokker. De bringer noget med sig.

 

Tråde til andre bøger

Nu bliver det lidt nørdet, men jeg kan godt lide at trække tråde mellem mine forskellige historier. Det er ikke noget, jeg gør altid, og det er ikke noget, man behøver vide eller være opmærksom på for at få det fulde udbytte af historierne. Men hvis man er lidt nørdet - et plusord i min bog - så vil man måske kunne more sig med at finde dem.

'Fluernes hvisken' er blandt de af mine historier, der har flest tråde til andre af mine bøger. Handlingsmæssigt trækkes der på begivenheder i både 'Kat' og 'Pyromania', mens den senere roman-trilogi, 'Plantagen' har et par stærke tråde tilbage til begivenheder i 'Fluernes hvisken'.

Udover Egon Kjeldsen, som jeg beskrev ovenover, er min mest brugte bi-rolle kriminalbetjent Flemming Koch med for en kort bemærkning i 'Fluernes hvisken'. Flemming Koch er sådan en åben karakter, jeg gerne genbruger, når jeg lige skal bruge en kriminalbetjent til et eller andet i en fart. Han er dukket op i mange af mine bøger efterhånden. Så mange, at jeg ikke tør remse dem op af frygt for at glemme et par stykker.

Sæby-familien. Politidirektøren, der sætter Henriette og Egon på sagen, hedder Sæby til efternavn. Sæbyerne har - i mit fiktive univers - siddet i toppen af dansk politi i generationer. Således er der også magtfulde Sæbyer i politiets top i mine Anden Verdenskrigsthrillers, 'Stikker' og 'Panzer'.


 


Soundtrack

Jeg har lidt mit eget soundtrack i hovedet til mange af mine bøger. Trods noir-kulissen er det et rocknummer, jeg forbinder med stemningen i 'Fluernes hvisken'. Det ligger ret stærkt i mig, og det er noget nær det eneste, jeg ikke rigtig kunne lide ved radiodramatiseringen af bogen, at musikken i den var jazz. Et forståeligt valg, sådan set, noir er ofte meget jazz'et, men for mig rummer 'Fluernes hvisken' altså rå rock stemning, og det er et bestemt nummer: 'Where Boys Fear to Tread' af Smashing Pumpkins.

 

Tanker, når jeg ser tilbage på bogen

'Fluernes hvisken' er om nogen bog et bevis på, at bøger har deres eget liv. Allerede inden den udkom, stod det klart for både mig og forlaget, at vores veje måtte skilles. De smed alle mine bøger på udsalg, og gjorde selvfølgelig intet som helst for at sælge 'Fluernes hvisken', og selvom første oplag hurtigt slap op, blev den ikke genoptrykt.

Jeg havde heldigvis denne gang insisteret på selv at varetage sekundære rettigheder til bogen. Det var især i forbindelse med disse, at jeg havde været skuffet over mit forlags måde at varetage mine rettigheder på. Det betød, at jeg nu gjorde mig mine første erfaringer på egne ben. Det lykkedes mig at sælge både lydbogsrettigheder og filmoption på bogen. Jeg er ingen sælger, og det vigtige var ikke så meget, at jeg solgte, som de vilkår jeg indgik aftaler på. Jeg havde fundet mig en meget dygtig advokat, som jeg stadig bruger, når jeg har brug for den slags, og det resulterede i, at der var et andet fokus under forhandlingerne.

De erfaringer vejede tungt, da jeg et par år senere besluttede at starte mit eget forlag, 2 Feet Entertainment, og helt tage sagerne i egne hænder. En af de vigtigste og mest dyrebare beslutninger i mit liv. Og dette skete på en eller anden led som en følge af det sjælelige mørke, jeg skrev 'Fluernes hvisken' i.

Det sjove er, at selvom forlaget ikke gjorde noget godt for bogen, så har det ikke stoppet 'Fluernes hvisken' fra at blive en af mine mest populære bøger. Den er udgivet i flere lydbogsudgaver, i flere e-bogsudgaver, den er radiodramatiseret både i Danmark og i Island, og der har været flere forsøg på at få filmprojekter baseret på bogen op at stå (desværre uden held, endnu!) — så, ja, en god bog skal nok finde vej til læserne. Det kan tage lidt tid, men når først den er ude, så har den sit eget liv.

Så, ja, jeg er lidt glad for endelig at have fundet tid og penge til selv at genudgive 'Fluernes hvisken' på papir. For det synes jeg sådan set, at den fortjener.

 

 

 

Her kan du læse TILBAGEBLIK på andre af mine bøger