TILBAGEBLIK

KATRINE

Tankerne bag min lille plottwister

 

Ingen bøger er ens. Alle har deres historie. Og alle lever de deres eget liv efter forfatteren har sluppet dem, og bogen er udkommet. I serien TILBAGEBLIK fortæller jeg lidt om, hvordan bøgerne blev til, hvorfor jeg skrev dem, og hvordan jeg selv opfatter dem i dag.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien

Tilbageblik på 'Katrine'

 

På Frederiksberg, i et hjørne i soveværelset

Det var efterår 2011. Jeg havde måtte opgive at have et arbejdsværelse, da min yngste skulle have sit eget værelse, og nu sad jeg så der i et hjørne af soveværelset. Jeg havde fået mig en ny computer, fordi den gamle var meget gammel, og fordi jeg havde besluttet at udgive hele min backlist som e-bøger. Dette skulle vise sig at være min karrieres klogeste beslutning. E-bøgerne redede mit forfatterskab på mange måder. Men lige der i 2011 så det hele lidt sort ud. Jeg forstod, at jeg blev nødt til at omlægge en stor del af mit virke, hvis jeg skulle blive ved med at leve af det, men jeg anede ikke hvordan.

Udover at udgive backlisten som e-bøger havde jeg alle antenner ude efter samarbejdspartnere. Flere projekter blev sat i gang, og mange af dem blev ikke til noget. Der var en anelse desperation over de måneder. Men nogle af projekter blev til noget, og 'Katrine' var et af dem, der gjorde.

Jeg havde svært ved at falde til på min nye arbejdsplads i soveværelset. Jeg brød mig ikke om at skrive der. Jeg ved ikke, hvorfor det var så svært, men efter 'Katrine' skrev jeg de næste to bøger i hånden inde i stuen, fordi det ikke gik her.

 

 

Tvivl, islandske skoler, og Hennes & Mauritz

Som oftest lever jeg med idéerne til mine bøger i mange år. Det var ikke tilfældet med 'Katrine'.

Jeg havde været hyret til at holde et foredrag for en sal fuld af islandske skolelærere, fordi flere af mine bøger blev brugt flittigt i danskundervisningen deroppe. En ting jeg var rigtig stolt over. Efter foredraget snakkede jeg længe med flere af disse skolelærere og emailede videre bagefter, især med Jette M. D. Pedersen.

Vi snakkede om, at det kunne være interessant at prøve at skrive en bog med deres undervisning for øje. Men hvad er spændende ved Danmark eller København for unge islændinge? Jeg fik en liste — og troede ikke mine egne øjne, da jeg så Hennes & Mauritz meget højt på den liste. Det er derfor, Martha og Katrine bliver taget i butikstyveri i bogen. Et andet krav var, at bogen skulle være kort. Der var en del af den slags benspænd.

Jeg lagde hovedet i blød. Jeg havde kort forinden læst 'The Hole' af Guy Burt og var meget inspireret af det plottwist, han havde i den bog, og det satte mig i gang. Bogen blev hurtigt plottet, tænkt igennem og gjort klar til at skrive. Og i løbet af november og december 2011skrev jeg 'Katrine'.

Men så kom tvivlen buldrende. Jeg var ikke tilfreds med manuskriptet. Jeg følte ikke, det var godt nok. Sådan havde jeg også haft det med 'Pyromania' mange år tidligere, men dengang havde jeg haft en redaktør, der overtalte mig til at udgive bogen alligevel. Nu var jeg selvudgiver, og jeg endte med at tage en drastisk beslutning. 'Katrine' skulle ikke udgives.

En beslutning jeg ikke gjorde nogen hemmelighed ud af. Det gav to typer reaktioner. Respekt fra nogle. Stor undren fra andre. En af dem, der virkelig undrede sig var krimiforfatter Dorthe Annette Hansen, der blev ved med at stikke til det. Der gik mere end et år, vi skal helt hen til foråret 2013, før jeg gav efter og lod hende læse manus. Jeg måtte jo et eller andet sted se i øjnene, at selvom jeg måske aldrig selv kom til at elske 'Pyromania', så var det alligevel en bog, mange andre holdt meget af. Måske ville det samme være tilfældet med 'Katrine'?

Dorthe Annette Hansen vendte tilbage efter at have læst manus og insisterede på, at det skulle udgives. Jeg tøvede stadig, men bad andre om at læse det. Blandt dem krimiforfatter Eva Maria Fredensborg, forfatter Anita Lillevang, anmelder Mette Strømfeldt, og boghandler Jette Sønderbek, der alle sagde udgiv, udgiv, udgiv.

Det gjorde jeg så i februar 2014.


De unge piger, der trækker voldtægtsanklagerne tilbage

Det store tema i 'Katrine' er voldtægt. Jeg havde læst avisernes mange historier om unge piger, der anklager fyre for voldtægt og senere trækker anklagerne tilbage. Aviserne udlagde altid de sager som udtryk for, at pigerne havde angivet falske anklager, hvilket politiet også gjorde (pigerne tiltales nemlig for det) — og det er altså også en skræmmende tanke, at man selv kunne eller ens sønner kunne blive anmeldt for en voldtægt de ikke havde begået, men på den anden side, så kunne der vel sagtens være andre grunde til, at nogle af disse piger trak anklagen tilbage end at voldtægten ikke havde fundet sted.

Det var en tanke, der satte noget i gang i mig, og ud af det trådte først den unge kvinde Katrine, der rejste til København efter at have trukket en voldtægtsanklage tilbage. Ikke fordi det ikke skete, men fordi hun blev presset og sagen var umulig. Hun havde først sagt ja, og så midt i det hele sagt nej. Og er det så virkelig en voldtægt?

 


Hovedpersonerne

Katrine er selvfølgelig bogens hovedperson. Hun er en stille, let genert, sønderjysk ung kvinde, der kommer til København for at læse til sygeplejerske. Hun vil bare væk fra alt derhjemme, hvor folk ser skævt til hende, på grund af det med voldtægtsanklagen. Hun flytter på kollegie i København — opsat på at starte på en frisk. Men voldtægtsmanden følger efter ...

 

Martha er historiens fortæller. Hun bor på kollegiet. Hun er en helt anden type. Udandvendt, selvsikker, sjov og ret sexfikseret. Hun tager Katrine under vingerne, og de næste måneder opbygger de et tæt venskab, inden deres verden ender i vold, kaos og død. Hendes formål med at fortælle historien er et opgør med politiet, som hun mener svigtede Katrine og derfor bærer skylden for, at det endte så galt som det gjorde.

 

Tråde til andre bøger

Nu bliver det lidt nørdet, men jeg kan godt lide at trække tråde mellem mine forskellige historier. Det er ikke noget, jeg gør altid, og det er ikke noget, man behøver vide eller være opmærksom på for at få det fulde udbytte af historierne. Men hvis man er lidt nørdet - et plusord i min bog - så vil man måske kunne more sig med at finde dem.

Kriminalkommissær Flemming Koch, som får det sidste ord i 'Katrine' er en karakter, jeg har brugt i mange af mine bøger, blandt dem 'Pyromania', 'Fluernes hvisken', 'Fra ryggen', 'Plantagen' og muligvis flere andre ...


Soundtrack

Jeg har lidt mit eget soundtrack i hovedet til mange af mine bøger, og når det gælder 'Katrine', så var det en bestemt sang. Et gammelt Nivana nummer, som jeg tilmed brugte som arbejdstitel på bogen i lang tid: 'Rape me'.

 

Tanker, når jeg ser tilbage på bogen

Livet er en underlig størrelse, som måske virker frygteligt kaotisk, mens alt er nutid, men senere i livet giver meget af det mening alligevel. Når jeg tænker på 'Katrine' i dag, ser jeg bogen som en vigtig brik i mit nyere forfatterskab. Den fremstår nu som den første roman i en tid i mit forfatterskab, hvor jeg arbejdede med jeg-fortællerens muligheder. En jeg-fortæller har en magt over historien, over sandheden, over fortielser, som jeg følte åbnede nogle interessante tematikker. Romanerne 'Ø' og 'Skadedyr og tulipaner' er også en del af denne periode. De to sidste markerer måske endda et højdepunkt i min karriere. 'Katrine' er måske ikke helt i samme klasse, men sjovt nok skulle jeg skrive 'Katrine' for at kunne skrive de andre.

 

 

 

Her kan du læse TILBAGEBLIK på andre af mine bøger