WORK IN PROGRESS

FILMATISERING

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

15. september 2015

På min fødselsdag i søndags kunne SKRÆK & RÆDSEL bloggen som de første breake nyheden om, at min roman, Alt det hun ville ønske hun ikke forstod, filmatiseres.

Det bliver min anden bog, der filmatiseres — Kat blev filmatiseret i 2001, og helt ærligt, det er sgu for mange år siden. Det er nu ikke fordi, der ikke har været andre filmprojekter i de mellemliggende år (der har været mange), men noget af det mest opslidende ved at arbejde med film er, at så få af projekterne nogensinde bliver til noget. Man siger et ud af ti, og det er nok ikke helt ved siden af.

Så det er en succes i sig selv, at optagelserne nu er i fuld gang. De startede i sidste uge på en tankstation et sted i Nordsjælland.

Der ligger naturligvis allerede flere års arbejde i projektet, og det var i øvrigt det projekt de hemmelige testoptagelser, jeg kunne fortælle om i foråret, udsprang af. Nu er det ikke længere testoptagelser, nu laver vi en spillefilm!

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod, altså bogen, blev belønnet med prisen for Årets Bedste Danske Horrorudgivelse i 2011 - og er såvidt jeg ved, det eneste danske forsøg på at skrive tortur-horror. Det er i hvert fald min blodigste og mest brutale roman. En oprørsk kortroman, jeg skrev i lettelse over endelig at være blevet færdig med Plantagen-trilogiens godt 1.000 sider.

KØB bogen i en særlig underfilmatiseringsudgave for kun 195,00

For mig var Alt det hun ville ønske hun ikke forstod ikke en særlig voldsom bog at skrive, trods de grimme torturscener. Jeg havde beskrevet tortur før i Dope og Panzer, og selvom de fylder mere her, så følte jeg ikke, at de var værre. Jeg var optaget af de fortælletekniske kneb og samspillet mellem historiens to hovedpersoner, Agnes og Belinda, der er på job sammen på en tankstation en meget stille aften i udkantsdanmark og ender i deres livs mareridt. At skrive den slags grusomheder er sjældent så voldsomt, som man måske ville tro, for nok er man dybt inde i historien og personerne, men det er lidt som med en pistol, der trods alt er mest skræmmende, når nogen retter den mod en selv. Det er ikke så slemt, når man selv har den i hånden.

Nu er pistolen så ikke længere i min hånd. Den er i filmholdets hænder, og det giver mig, der altså ikke kan tåle at se blod, ikke engang i tv-avisen, udsigt til en voldsom oplevelse, når der engang er premiere. Men det har jeg jo så lige som selv været ude om.

Jeg må ikke fortælle mere om filmen endnu, men jeg vender tilbage, såsnart der er nyt.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien