WORK IN PROGRESS

Inspiration

Forladt midt i byen

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

12. januar 2018

Jeg er nu i gang med at skrive den sidste fjerdedel af min kommende roman, der foregår i en forladt bygning. Location er en meget vigtig brik i gysergenren, langt vigtigere end i mange andre genrer. Prøv bare at tjek gyserfilmene på dit Netflix og bemærk, hvor mange af dem, der er opkaldt efter det sted, historien foregår. Så som horrorforfatter er man gerne lidt på udkig efter gode locations, hvorend man færdes i verden. Jeg elsker stemningsfulde steder, og ikke kun som forfatter på jagt efter location. De rører ganske simpelt noget i mig.

Min fascination af forladte bygninger udspringer af en kærlighed til det creepy og dystre. Jeg holder af kirkegårde, katakomber, øde øer, parkeringskældre osv osv osv. Jeg drages. Men en ting er at drages af stemningen i forladte bygninger, noget andet er at erkende, at det forladte hus, spøgelseshuset, måske er en af genrens største klichéer. Som genre udsprang horror af eventyr og af den gotiske roman, og hele set-uppet med gamle forfaldne bygninger er alt andet end nyt.

Når det kommer til genrelitteratur, så er tricket ikke at undgå klichéer, det er at bruge dem med omtanke. Man kan ikke helt undgå dem, men det behøver man heller ikke, man kan i stedet forsøge at gøre dem til sine egne og bruge dem på sin egen måde.

Denne gang har jeg udvalgt et billede af en forladt villa, som jeg tog tilbage i 2003, tror jeg. Lige her på Frederiksberg, hvor jeg har boet og arbejdet de sidste mange år. En villa på Frederiksberg er ubeskriveligt dyr, så det er ikke helt almindeligt, at de ligger forladte hen som spøgelseshuse. Denne villa gjorde en overgang, men den ventede også på bulldozerne.

En ting ved forladte bygninger, som har inspireret mig i forbindelse med den roman, jeg arbejder på nu, er deres evne til at blive usynlige i gadebilledet. Det er lidt, som om de glemmes, allerede mens de stadig står der. Vi ser livet, forretningerne, men ikke det forladte og forfaldne.

Denne villa lå et meget befærdet sted på Frederiksberg, alligevel tør jeg påstå, at kun meget få husker den. Den lå lige ved Frederiksberg Station, lige ved Frederiksberg Centeret og Biblioteket. Præcis der, hvor Frederiksberg Gymnasium ligger i dag. Men huset var allerede glemt, da jeg tog billedet her, måneder før bulldozerne kom.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien