WORK IN PROGRESS

Et ekko af liv

Første gennemskrivning færdig

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

13. marts 2018

Det er nu et stykke tid, siden jeg satte det sidste punktum i manuskriptet. Teksten er ved at blive læst af nye øjne, inden jeg selv må den igennem et par gange. Der er ikke meget, der er lige så kedeligt at høre om, som redigering af bøger, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. Der rettes slå- og stavefejl. Jeg er ekspert i at glemme ord, når jeg skriver. Disse skal opdages og sættes ind. Sammenhængen i teksten gennem gås. Ting, der ikke forstås, skal gøres klarere, og vrøvl, gentagelser og volapyk fjernes.

Jeg har forskellige tanker om, hvordan historien bedst udgives. Der er flere fremgangsmetoder i spil, og ingen beslutninger er taget endnu. Men pga. sit omfang og tekstens opbygning lægger denne historie lidt op til, at den skal udgives på en anden måde, end jeg normalt gør. Og det tiltaler mig, for jeg bryder mig ikke særlig meget om gentagelser og traditioner.

Vi får se, hvad det bliver til.


Denne måneds foto af en forladt bygning tog jeg på en lille ø i Indonesien i 2014. Øen hedder Gili Trawangan og er en ø uden motoriseret trafik og med havskildpadder og koralrev lige ud for stranden på østkysten.

Vestkysten er noget mere mudret og mangrove-agtig end østkystens hvide sandstrand. Her cyklede vi en sen eftermiddag forbi dette forladte resort, der engang har rummet både bunglows og restaurant. Alt det var fortid. Tilbage stod bygningerne som et ekko af det liv, stedet engang må have rummet. Et ekko, der stadig kunne fornemmes. Et ekko af glade turister, sikkert flest australiere, som det gerne er på de kanter, på vej hjem fra stranden på øens anden side eller netop ankommet på en af øens hestevognstaxaer. Et ekko af de folk, der har arbejdet der. Dem, der virkelig udgjorde stedets nerve og liv. Rengøringsfolkene, kokkene og tjenerne på restauranten, portieren oppe ved disken, havemanden. Ejeren, en rigmand, der måske kun kom forbi, når der var problemer. Eller var det en familie, der ejede stedet og måske drev det selv?

Men det er også et sted, der sikkert rummer en helt anden slags ekko, når mørket først har sænket sig, og slangerne kryber frem, mens flagermusene suser forbi, og noget, man ikke helt kan se, kigger ud på én fra et af vinduerne med øjne, der gløder svagt orange.

Livet, lyset, gæsterne, de ansatte, alle har de forladt resortet, der nu forfalder i sit eget tempo, mens et andet liv har taget over. Tør du tjekke ind her, bare for en nat?

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien