WORK IN PROGRESS

Forsiden er på plads, korrekturen er læst

Man ser det ikke, men ...

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

17. maj 2018

Siden sidst har jeg arbejdet på romanens forside. Det stressede mig lidt, da jeg ikke havde noget oplagt bud på, hvordan jeg ville have den, før jeg gik i gang, og det er jeg normalt vant til at have. Så er der ikke andet at gøre end at lege det frem. Det er lykkedes, og jeg har nu forsiden klar. I mellemtiden er der blevet læst korrektur på teksten, og jeg har haft tid til at rode med et par andre bøger, som med lidt held vil udkomme næste år.

Jeg bliver 50 år til september, og det er min 25. bog, så jeg tænker, at det måske vil give mening at slå de to ting sammen, så hvis der ikke går ged i det, sigter jeg på en udgivelse i starten af september. Historien er indholdsmæssigt et grumt og blodigt gys, på mange måder en rigtig Steen Langstrup-bog, hvis der overhovedet findes sådan en størrelse, men det er alligevel også en bog, hvor jeg har prøvet kræfter med meget nyt og har fundet inspiration nye steder — og alt det får stor betydning for, hvordan bogen bliver udgivet. Men alt det må vente til efter sommerferien.

Historien foregår i en forladt bygning, en gammel fabrik i det indre København, og da location ofte er en af de vigtigste brikker i et godt gys, har jeg gjort det til en lille tradition at dele billeder, jeg har taget rundt om i verden, af forladte bygninger, mens arbejdet med romanen står på. Dette bliver det sidste i rækken.

Denne gang vil jeg gerne tage dig med til den thailandske ø, Koh Yao Noi, hvor jeg fandt dette spøgelseshus en bagende varm dag i 2015. Taget er blæst i stykker. Der er faldet planker af gavlen, og huset står nu bare der, i udkanten af skoven, og forfalder.

Hvad man ikke kan se på billedet er udsigten fra huset, som næppe findes smukkere mange steder i verden. Stranden, det azurblå hav — og længere ude rejser Krabi-områdets særegne klippeøer sig af havet. Det er så smukt, at man bliver glad i låget bare af at kigge på det. Jeg tror ikke, mange bemærker spøgelseshuset her, når de går forbi det nede på stranden.

Men det er der. Bag dem. Fuld af hemmeligheder. Og sikkert både edderkopper og slanger.

Og nu jeg er ved Thailand og edderkopper og slanger, så har jeg også fundet tid til at skrive årets sommergys, som modtagerne af mit nyhedsbrev får gratis om en måneds tid. Du kan stadig nå at tilmelde dig, hvis du også vil have et creepy e-bogsgys til sommerferien.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien