WORK IN PROGRESS

Ø

I dag skrev jeg sidste kapitel

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

28. september 2015

Omkring middagstid i dag satte jeg sidste punktum i første gennemskrivning af romanen 'Ø'. Det er en lille stilfærdig gådefuld gyserroman, som jeg har skrevet på siden juni. Jeg havde forventet at være færdig lidt før, men livet har det med at komme i vejen for, hvad jeg end lægger af tidsplaner, og fuck det, nu er den skrevet.

Som jeg fortalte i indlægget Endelig skriver jeg gys igen i juni, så var der lidt usikkerhed omkring titlen, fordi denne og et andet gys, som jeg skal til at skrive om et par uger, begge hed 'Ø' - og det går jo ikke. Der er der fundet en løsning på. Denne her kommer til at hedde 'Ø', og dens undertitel skrottes, mens den anden roman får en helt anden titel.

Grunden til, at der overhovedet var flere historier i mit hovede med samme titel, og der er faktisk et par stykker mere, skyldes, at de startede deres liv i mine tanker som noveller. Da jeg skrev de fleste af novellerne i Amerikansk olie, arbejdede jeg samtidig på en samling af gysernoveller. Livet ville bare, at jeg endte med at koncentrere mig om de socialrealistiske noveller for i det mindste at få en af bøgerne skrevet færdig, og mens jeg gjorde det, voksede flere af novellerne fra at være nogle små hurtige nogle, til at være længere tekster.

Samtidig gik det op for mig, at de af dem, der pressede mest på for at blive skrevet, alle foregik på øer. Fra den tanke var der ikke langt til titlen 'Ø'. Men novellerne blev ved med at vokse, og da jeg endelig var så langt i livet, at jeg skulle til at arbejde med dem, altså skrive gysernovellesamlingen 'Ø', måtte jeg se i øjnene, at de var vokset ud af novelleformen. Nu var det små romaner.

Så kan man lære at være mere produktiv!

Nå, men det sjove ved det er, at det i hvert fald for romanen 'Ø's vedkommende har givet en anden tilgang til at skrive en roman, at historien startede som novelle. Det er stadig en forholdsvis simpel historie, mere åben end gyserromaner er flest, og det kan jeg godt lide det der med, at historien ikke rigtig vil ned i de dersens kasser, vi af en eller anden grund gerne vil presse dem ned i. Jeg har givet 'Ø' lov til at være friere og ja, mindre roman-agtig i sin form, da jeg følte, at det var sådan, den historie ville skrives.

Det næste, der sker med 'Ø' er ... ingenting. Et manus har godt af at ligge og hvile nogle uger/måneder, før man begynder at udgive det. Det giver én lidt friskere øjne, når man skal gå teksten efter. Desuden har jeg, som den flittige læser af Work in Progress vil vide, flere bolde i luften lige nu, som alle kræver opmærksomhed.

2016 bliver et spændende år med flere nyheder på trapperne, end jeg er vant til. Den første bliver 'I skyggen af Sadd 2' som er sat til at udkommer sidst på foråret, og da den skal først ud, så er det den, der kommer til at blive arbejdet mest på udgivelsen af det næste stykke tid. Siden tager jeg fat på at skrive igen - og få udgivet 'Ø'.

Ingen grund til hastværk. Vi når det hele. Og der er noget at glæde sig til.

 

'Ø' forventes klar til udgivelse sommer 2016.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien