TOPBANNER HER

WORK IN PROGRESS

Ø - Hun vender tilbage

Endelig skriver jeg gys igen

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

9. juni 2015

I efteråret plottede jeg - lidt overmodigt måske - hele tre romaner, som jeg, hvis alt var gået efter planen, skulle have skrevet i løbet af vinteren og foråret. To gysere og en krimi.

Alt går bare aldrig efter planen i mit liv.

Lang historie kort: Livet kom i vejen, jeg måtte udsætte nye projekter og nøjes med at tage mig af dem, der var i gang, mens jeg tog mig af 'livet'.

Arbejde er der altid nok af, når man brænder for det, man laver, og det er ikke sådan, at jeg har kedet mig. Der er blevet udgivet og genudgivet nye bøger i en lind strøm hen over vinteren og foråret, mens jeg har taget mig af 'livet'. Jeg har også fået skrevet min del af krimien (I skyggen af Sadd 2) og ved, at de andre forfattere er i fuld sving med deres bidrag.

Men i al den tid her, har de to gysere stået oppe på hylden i deres mapper, plottet og udstukket kapitel for kapitel, klar til at blive skrevet, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at de har trukket godt og gevaldigt i mig. Jeg har aldrig tidligere prøvet at have to bøger så klar til at blive skrevet - og så ikke have tid og rum og ro til at skrive dem.

Da først jeg blev klar over, at jeg måtte vente med dem, mens jeg tog mig af 'livet', var jeg bange for, at de skulle dø eller tørre ind for mig, mens de stod på hylden og ventede. Men der er ikke gået en dag, uden de har spøgt i mine tanker. Jeg har gået og glædet mig som et lille barn til at komme i gang med at skrive dem.

Det er som sagt to gysere. To afdæmpede og anderledes gysere. Og som min sære hjerne fungerer, så har de begge arbejdstitlen 'Ø' - og det er selvfølgelig noget rod, for to bøger, der ikke hænger sammen på nogen måde, kan jo ikke have samme titel.

Den første har heldigvis også en undertitel, Hun vender tilbage, men for mig hedder den stadig bare 'Ø'. Måske ændrer det sig, når jeg får den skrevet? Jeg aner det ikke.

I går var så en stor dag. Jeg kunne endelig tage mappen ned, gennemgå arkene med kapitlerne, personerne, locations, etc - og det var med en boblende forventning, at jeg lagde mig til at sove i aftes. For her til morgen skulle endelig starte på at skrive den første af dem.

Normalt driller første kapitel mig altid. Jeg kan ikke finde tonen, stemmen, ordene, og springer hele tiden op og fiser rundt, sletter det hele og starter forfra. Først når jeg er et stykke inde i bogen, strømmer det frit fra mig.

Ikke i dag. Jeg åbnede filen, satte mig til rette og skrev kapitlet. Sådan. Hvis det altid havde været så let at begynde på en ny bog, så havde jeg skrevet fem gange så mange.

Jeg glæder mig allerede til i morgen, når jeg skal skrive videre.

 

'Ø' eller 'Hun vender tilbage' skulle gerne være klar til udgivelse i 2016.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien