Udgivelser – PAPIRBØGER
SKYGGER
redigeret og udvalgt af Steen Langstrup
Gyserantologi.
SKYGGER er også udgivet som ebog.
EN HYLDEST TIL DANSKE GYS
Steen Langstrup har udvalgt disse danske gysernoveller som en hyldest til den danske gysertradition.
"Fint og overraskende udvalg af klassiske og nye gysernoveller."
Jyllands-Posten
TO ÅRHUNDREDERS DANSKE GYS
Velkommen til en samling af nogle af de bedste danske gysernoveller fra 1800-tallet, 1900-tallet og endda lidt ind i det nye årtusinde. Velkommen til en samling iskolde gys.
I denne bog møder du spøgelser, der kalder folk til døden; babylig efterladt i en bærepose i en park; var-fugle med appetit på mennesker; overgreb på spejderpiger; vampyrer med kontor i city; skovsøer fulde af mørke og død; nisser med kærlighed til småpiger; spøgelsesheste, der varsler død; skygger med eget liv; dødbringende blomsterbede; natravne med stirrende øjne, tropeøer med ukendte væsner, undslupne slanger; og fjendskab stærkere end døden.
DE KOLDE GYS
Det danske novellegys har som gyset selv afsæt i eventyret. Meget typisk er det med H.C. Andersens Skyggen fra 1847, at eventyret i Danmark udvikler sig til noget, der kan læses som gys. I USA og England var gyset forlængst udviklet til selvstændig genre, og med især Edgar Allan Poe var det endda blevet ganske makabert. Det blodige og makabre var det nu småt med i de danske gysernoveller - og er det faktisk helt frem til i dag - selvom flere allerede dengang skrev med en tydelig inspiration fra Poe - eller i hvert fald skrev, så det er vanskeligt ikke at tænke Poe, her mere end 150 år senere.
De danske gys har mere været som et koldt pust ned ad nakken, ofte med et drilskt glimt i øjet. Det drilske eller finurlige gys var stærkt omkring århundredskiftet, mens krimien eller thrilleren skubbede det overnaturlige og uhyggelige i baggrunden i årene efter Anden Verdenskrig og frem til 1970'erne, hvor det makabre, overnaturlige eller ligefrem sygelige blev gravet frem igen. Måske igen inspireret af en amerikansk forfatter, denne gang Stephen King.
De sidste 20-25 år har det virkelig taget fart. En ny generation af forfattere har kastet sig over gyset med en frihed og fantasi, der lover godt for fremtiden.
"Denne udgivelse er yderst velkommen."
Folkeskolen
Kanonforfattere side om side med internettets undergrund.
Novellerne i denne samling er udvalgt af gyserforfatteren Steen Langstrup, der har valgt en så åben tilgang til genre og forfattere som overhovedet muligt. Her er stilfærdige og iskolde gys ved siden af mere kulørte og af og til blodige gys. Her finder man noveller af nogle af landets største forfattere gennem tiderne side og side med nutidige tekster kun udgivet elektronisk - og en masse imellem de to.
Fælles for dem alle er, at de har formået at give denne garvede gyserforfatter gåsehud, hver på deres måde, hver med deres virkemidler. Det er en broget skare, der pirker i vores fobier, vores mørkeræde sjæle, den overtro vi bestemt ikke tror på mere, men måske alligevel gør en lille smule, inde bag det hele. Her er det ultrakorte og kontante gys, men også den langsommere, mere snigende rædsel.
NOVELLERNE I SKYGGER
De sidste af Steen Langstrup
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe
Men du skal mindes mig ... af Herman Bang
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen
Lille Peter af Peter Mouritzen
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann
Strømafbrydelse af Sara Skaarup
Papegøjepigen af Henning Mortensen
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm
Staudebedet af Hanna Lützen
Natravnen af Holger Drachmann
Laifs af Grete Roulund
Skyggen af H. C. Andersen
SKYGGER kan købes her:
Her kan du læse mere om SKYGGER:
Anmeldelse på Jyllands-Posten.dk
Anmeldelse på Den Elektriske Kanin
| Tweet |





